Ungt par dømmes for besiddelse og videresalg af euforiserende stoffer: ”Vælg din samlever med omhu”

En solrig onsdag i marts skal en ung mand og kvinde for retten i Randers. De er tiltalt for en række forhold, der involverer euforiserende stoffer, og selvom begge tiltalte forklarer, at det blot er den unge mand, der har stået for håndtering af stofferne, koster det også for den unge kvinde.

Af Sofie Klindt Stæhr

Klokken er 09.00 og i retten i Randers er retslokale H lyst op af forårssolens stråler. I højre side af salen sidder en ung mand og hans advokat. De sidder og snakker lidt og baseret på advokatens smil og et lille fnys fra den unge mand, må man gå ud fra, at det ikke er retssagen, der tales om.

På trods af at solens stråler har varmet retslokalet rigeligt op, ja faktisk så godt at forsvarsadvokaten må hen og trække gardinerne ned, sidder den unge mand i en sort dynejakke udstyret med en brun pelskrave. Klokken slår 09.05 og ind i salen kommer en ung kvinde med lange, mørke krøller og en jakke i stil med den unge mands. De to er kærester, har efterhånden været det i et par år, og nu sidder de sammen i retten i Randers og er tiltalt for en række forhold, der alle indebærer besiddelse eller videresalg af euforiserende stoffer.

Kendte ikke til omstændighederne

I anklageskriftet nævnes især hash, skunk, THC-vingummier og THC-vapes, der er en form for e-cigaretter. Det er umiddelbart kun den unge mand, der har stået for videresalg af stofferne, men den unge kvinde tiltales for at medvirke i hans lovovertrædelser, bl.a. fordi parret boede sammen i perioden, hvor politiet fandt euforiserende stoffer i deres lejlighed. Derfor mener anklageren, at hun må have haft både kendskab til stofferne, samt må hun have nydt godt af fortjenesten.

Under anklagerens afhøring fortæller den unge kvinde, at hun ikke var klar over, at hendes kæreste på dette tidspunkt solgte de euforiserende stoffer, og hun troede, at han blot havde købt stort ind til eget forbrug. Med andre ord fastholder hun altså, at hun ikke har haft noget at gøre med de euforiserende stoffer, og at hun tilmed slet ikke var bevidst om, at de var købt med henblik på videresalg.

Umuligt at overse stofferne

En politiassistent, der deltog i ransagningen af parrets lejlighed, kommer ind i retssalen for at afgive vidneforklaring. Han fortæller bl.a. at en peberspray blev fundet i lejligheden stående frit fremme i en vindueskarm, at der gemte sig hash i parrets vasketøjskurv og at de øvrige euforiserende stoffer heller ikke var gemt særlig godt væk. Politiassistenten peger altså på, at kvinden ikke kan have overset de mange euforiserende stoffer, der var flyttet ind hos parret. Desuden fortæller politiassistenten, at den unge kvinde virkede til at have det morsomt over politiets tilstedeværelse i lejligheden, idet hun sad og grinte under ransagningen. Anklageren mener, at dette er et bevis på, at kvinden ikke har været overrasket over politiets besøg og dermed må have haft kendskab til, hvad der kunne findes i lejligheden.

Thi kendes for ret

Efter 2,5 timers forklaring og vidneafhøring voterer dommeren og de to lægdommere. De kommer frem til, at den unge mand skal idømmes 90 dages ubetinget fængsel, mens den unge kvinde idømmes 20 dages betinget fængsel for medvirken til besiddelse af euforiserende stoffer med henblik på videresalg. Kvinden skal altså betale dyrt for kærestens livsstil, og som dommeren siger det, efter retssagen er ophørt, kan man gøre sig klogt i at ”vælge sin samlever med omhu”.